Ja, det gør man faktisk! I Andesbjergene er marsvin et helt afgørende køddyr og proteintilskud for store dele af befolkningen.
I denne meget fattige del af verden, er det af stor betydning hvordan befolkningen skaffer sig de livsnødvendige proteiner. Det er en verdensdel hvor mulighederne for opdræt af større køddyr begrænses af flere ting, men først og fremmest af økonomien.
Det er derfor tradition at holde marsvin i hjemmene. Disse huse, består oftest af et eller to rum, evt. fordelt på køkken/soverum og opholds/arbejdsrum. I køkkenet er der samtidig bygget sengepladser ofte på ret høje ben. Under disse sengepladser holder flokken, der oftest består af mindst tyve individer, til. De holdes i køkkenet, da de ifølge gammel overtro skal have røg for at trives.
Disse marsvin er familiens foderdyr ved særlige lejligheder. Ved fester, på helligdage, når der er særlige gæster i hjemmet. De er også midlet til at skaffe sig en ekstra indtægt på markederne. i særlig høj kurs er de helt sorte marsvin, der benyttes til religiøse formål, og ved healing.
Det er kvinderne der ofte sammen med børnene står for pasningen. Det sker at børnene får et marsvin som deres eget, en slags lommepenge, om de så selv har ansvaret for. Og kan sælge på markedet og der med skaffe sig en skilling.
Man lejer også særlig prægtige hanner ud, - lidt på samme måde som man her i Danmark køber parring af en hanhund.
Det siger næsten sig selv, at det er vigtigt at få så store dyr som muligt.
I denne meget fattige del af verden, er det af stor betydning hvordan befolkningen skaffer sig de livsnødvendige proteiner. Det er en verdensdel hvor mulighederne for opdræt af større køddyr begrænses af flere ting, men først og fremmest af økonomien.
Det er derfor tradition at holde marsvin i hjemmene. Disse huse, består oftest af et eller to rum, evt. fordelt på køkken/soverum og opholds/arbejdsrum. I køkkenet er der samtidig bygget sengepladser ofte på ret høje ben. Under disse sengepladser holder flokken, der oftest består af mindst tyve individer, til. De holdes i køkkenet, da de ifølge gammel overtro skal have røg for at trives.
Disse marsvin er familiens foderdyr ved særlige lejligheder. Ved fester, på helligdage, når der er særlige gæster i hjemmet. De er også midlet til at skaffe sig en ekstra indtægt på markederne. i særlig høj kurs er de helt sorte marsvin, der benyttes til religiøse formål, og ved healing.
Det er kvinderne der ofte sammen med børnene står for pasningen. Det sker at børnene får et marsvin som deres eget, en slags lommepenge, om de så selv har ansvaret for. Og kan sælge på markedet og der med skaffe sig en skilling.
Man lejer også særlig prægtige hanner ud, - lidt på samme måde som man her i Danmark køber parring af en hanhund.
Det siger næsten sig selv, at det er vigtigt at få så store dyr som muligt.
Alt på siden er copyright ©
Man spiser da marsvin, - eller gør man?
De stedlige regeringer er derfor gået meget aktivt ind i et storstilet forskningsprojekt, hvor man søger at fremme marsvineholdet endnu mere.
Dette gøres blandt andet ved at forske i genetik: Hvor store dyr kan man fremavle, hvor mange unger kan de (tåle) at få, og næsten vigtigst, hvad er den bedste foderudnyttelse i forhold til kød udbytte!
Man har blandt andet oprettet kooperativer, hvor staten betaler for opførelsen af mindre staldbygninger, hvor man mere koncentreret avler, dels bruger overskud til at købe flere, bedre dyr, og dels fordeler udbyttet blandt landsbyens medlemmer. Familierne skiftes til, en’ uge ad gangen at have ansvaret for pasningen.
Det har vist sig at give en betydelig indkomst for landsbyerne, og er med til at hæve levestandarden.
Der findes også store private marsvinefarme, hvor der avles slagtedyr. Disse er privatejede, ofte startet i det små, og har så langsomt vokset sig temmelig store. Ved byen Imbabura, Ecuador, ligger farme med mere end 13.000 dyr.
De sælges levende på bl.a. markeder til slagtning, - og som avlsdyr. Og de sælges til supermarkeder slagtede og indpakkede i folie, lige til køledisken og hjem til gryden.
Udover at være en delikatesse for befolkningen selv, er det som turist et must, i hvert fald at have smagt marsvin.
På alle markeder, og på alle spisesteder med respekt for sig selv, sælges stegt marsvin.
Dette gøres blandt andet ved at forske i genetik: Hvor store dyr kan man fremavle, hvor mange unger kan de (tåle) at få, og næsten vigtigst, hvad er den bedste foderudnyttelse i forhold til kød udbytte!
Man har blandt andet oprettet kooperativer, hvor staten betaler for opførelsen af mindre staldbygninger, hvor man mere koncentreret avler, dels bruger overskud til at købe flere, bedre dyr, og dels fordeler udbyttet blandt landsbyens medlemmer. Familierne skiftes til, en’ uge ad gangen at have ansvaret for pasningen.
Det har vist sig at give en betydelig indkomst for landsbyerne, og er med til at hæve levestandarden.
Der findes også store private marsvinefarme, hvor der avles slagtedyr. Disse er privatejede, ofte startet i det små, og har så langsomt vokset sig temmelig store. Ved byen Imbabura, Ecuador, ligger farme med mere end 13.000 dyr.
De sælges levende på bl.a. markeder til slagtning, - og som avlsdyr. Og de sælges til supermarkeder slagtede og indpakkede i folie, lige til køledisken og hjem til gryden.
Udover at være en delikatesse for befolkningen selv, er det som turist et must, i hvert fald at have smagt marsvin.
På alle markeder, og på alle spisesteder med respekt for sig selv, sælges stegt marsvin.
Der er lang vej igen, når man bare vejer 87 g. ved fødslen, og en voksen Cuy vejer omkring 4 kg.